Do not speak! Undervisning i flere afskygninger.

Dyr, dukker og farver som min lærer og jeg legede med gennem undervisningen

Do not speak!

I mandags startede jeg på sprogskole. Jeg skulle have 5 intensive dage som lå 3 timer om eftermiddagen. Jeg fik eneundervisning af en lille skør, men venlig mand. Men den største overraskelse var, at jeg fik at vide, at jeg slet ikke måtte sige noget OVERHOVEDET. Det virker ikke logisk, at man skal lære et sprog ved at lytte, men efterhånden som vi kom i gang, forstod jeg pludselig meningen med konceptet. Læreren sad i 3 timer og legede med dukker, billeder, børnelegetøj i form af køkkenting og bondegårdsdyr. Han viste mig så tingene mens han sagde ordet på Amharisk og så skulle jeg efter en sådan gennemgang af en bestemt gruppe ting, så pege på de rigtige ting, når han sagde deres navn. Det blev selvfølgelig sværere og sværere for hver dag, men i løbet af de 5 dage er jeg blevet gjort kendt med hilsner, tiltaleformer, familienavne, navnene på køkkenting, dyr, frugter, ting i byen, landskab, nyttige sætninger og meget mere! Det er en begyndelse, og nu skal jeg bare lytte til de optagelser han har lavet til mig. Forhåbentligt bliver jeg i stand til at kunne bruge mit Amhariske bare en smule. Jeg sluttede da ugen af med en test, hvor jeg også skulle sige en smule, med et resultat på 44/50 rigtige. Puha...

Elisabeth, Tore, Iris og Maria 

Nu kan jeg kalde mig ”lærer”!

Ruth udfolder sig i Natur-fag

Grunden til at jeg først kunne møde på sprogskolen om eftermiddagen var, at vi startede på undervisningen af missionærbørnene i onsdags! Alle eleverne fra Luthersk mission var i denne uge samlet til fællesopstart inden de på tirsdag skal på international skole. Derfor havde Dagrunn, Kari og jeg hele 8 børn – 1 i 6. klasse, 4 i 3. klasse og 2 i 1. Grunden til at børnene skal starte fælles, er fordi de normalt ikke er mere end en 2-4 stykker, der hvor de går i skole. Derfor har denne uge stået på masser af leg og kreativ undervisning, for at få dem til at være en del af et lidt større fællesskab.

Kari og jeg kommer til at stå for den norske lilleskole i Áwasa. Her går Iris (6.), Sebastian (3.), Moses (3.) og så Elisabeth (3.). Som det ser ud nu skal jeg stå for: Dansk og matematik for Elisabeth, idræt, kunst, natur- og samfundsfag, religion og musik. Er det ikke meget? Joo, det er nok også mere end normalt. Den norske volontør, som egentligt skulle have været kommet, blev pludselig forflyttet til Mongoliet. Derfor er Norsk Luthersk mission lige nu på stor jagt efter en, som kan overtage hans plads. Indtil da, må Kari, eventuelt nogle forældre og jeg, bare klø på og hjælpe hinanden så godt vi kan.

Natur-fag: Mikael, Sebastian, Daniel og Moses kigger på blomster!

På besøg hos en lokal etiopier

En hidsig ged i gårdspladsen!

Så skulle der laves kaffe - fra bunden af!
Bønnerne ristes.

Jeg fik lov til at knuse bønnerne.  Forstår stadig ikke hvorfor de grinede så meget? Det gik da meget godt?

Vandet varmes over "det indendørs bålsted"

... Og kaffen er klar!
Wow, jeg kunne rent faktisk drikke det.
Kaffeelskere/mor - kom til Etiopien!

Den obligatoriske håndvask inden spisning.

Home sweet home

På lørdag går turen så til Áwasa, og jeg glæder mig meget til rigtigt at kunne slå mig ned et sted. Jeg skulle egentligt have boet på NLM’s ferieplads med udsigt over Áwasa-søen. Men da der ingen norsk volontør er, så ville jeg være meget alene. Derfor har jeg fået et værelse hos en lokal, tættere på Jeanette og Christian og tættere på byen. Her skal der også bo en britisk pige, som jeg forhåbentligt kan få lidt fællesskab med. Jep, de planlægger og retter virkelig til, så jeg skal få det så godt som muligt!

”Herren din Gud er hos dig”… og mig!

- Helene

Tjuhej hvor det går! ... Jeg er igang!

1-2-3 og så var jeg ankommet, bosat og i fuld gang her i Etiopien! Den sidste uge er gået så stærkt, at jeg synes at jeg har oplevet nok til at udfylde flere uger! Men bedst af alt, så er en stor del af de ufattelig mange spørgsmål, jeg havde hjemmefra, blevet enten besvaret eller udsat til senere afgørelse.

Elisabeth

Jeg blev mødt at Elisabeth (det danske missionærbarn, som jeg skal undervise) og Jeanette Pedersen (min kontaktperson og mor til Elisabeth) i lufthavnen. De tog turen til Addis Ababa (normalt 4-5 timers kørsel fra Awasa, denne dag = 7 timer!) for at vise mig tilrette på Norsk Luthersk Missions gæstehus, som lige nu er fyldt til randen med norske missionærfamilier. Jeg er blevet taget så ufattelig godt imod, og føler mig tryg i de erfarne missionærers varetægt!

Norsk Luthersk Missions gæstehus. Lige nu - mit hjem

Langt væk fra det regelrette Danmark – Yes!

Allerede lørdag kørte vi en tur rundt i byen, for at se det hele i dagslys. Trafikken var det største store chok jeg fik. Vejene var dårlige, fattige mennesker slæbte på store sække eller tiggede i vejkanten, og for hver 5 meter, lå en lille butik som solgte frugt, grønt, og sodavand. Men det var alt sammen ting, som man har hørt, set eller kunne forestille sig. Trafikken derimod – ja det er noget helt for sig selv!

Man kan jo altid prøve? Ikke?

Sov sødt barnlille!

                      

De uskrevne Etiopiske trafikregler (/Jeanettes regler!)

1.      Størst kommer først!
2.      Der er masser af lyskryds, men man skal være heldig for at finde et der virker!

3.      Hvis man skal dreje (på alle mulige måder), så skal man bare begynde at trille. Så må folk jo bare stoppe.

4.      Man kan sagtens liiige nå at løbe over vejen selvom der kommer en bil. I Etiopien er det nemlig altid førerens skyld, hvis der er nogen der bliver kørt ned/kommer til skade.
5.      Hvis man vil skifte vejbane, så glem at bruge blinklyset, det er der nemlig ingen der har respekt for. Men hvis du lige stikker hånden ud af vinduet, til den side du vil dreje, ja så skal folk nok stoppe.
6.      Det er godt at have en høj bil. Så er der større sandsynlighed for,  at du ikke forsvinder i hullerne i vejen.
7.      Selvom man kører i en kæmpe Land Cruiser, så betyder det ikke at man ikke kan parkere hvor som helst!
8.      Hvis man synes reglerne er latterlige, ja så kan man jo altid dytte. Mange benytter sig af det – selvom det er til ingen verdens nytte…
9.      Sidste og vigtigste regel: Der er egentligt ingen regler!

Min første omgang Injera Wat - og slet ikke den sidste!

”Injera wat”

I Etiopien har man en særlig ret kaldet ”injera wat”, og hvis man spørger de efterhånden afhængige missionærer, ja så skal man have det mindst 2 gange om ugen! Jeg har været her i en uge, og har allerede spist det 3 gange. Men hvor er det skægt! Man får en kæmpe tallerken med 1 stor og nogle mindre sammenrullede pandekager (Jeanettes beskrivelse: En sur sammenrullet karklud!). Ovenpå bliver der så lagt det der kaldes Wad, som kan være: Kød, kogte grøntager, chili, sovs af forskellige arter – i det hele taget bare stærke sager. Man spiser uden kniv og gaffel ved at tage et stykke pandekage, smaske det til i Wad og derefter proppe det i munden. Ja det smager overraskende godt!

”Herren din Gud er hos dig”… og mig!

- Helene