torsdag den 6. februar 2014

Velkommen tilbage - til en vinter jeg aldrig vil glemme!

At skulle tilbage til Danmark, for at fornye visum, var helt okay. Jeg fik mig en dejlig lille ferie, og samtidigt kom jeg hurtigt til at savne "min 2. familie" i Hawassa. Da jeg kom tilbage igen, var alt som før. Og jeg kunne ikke vente med at komme igang med at undervise igen!




Drengene fra norsk 3. klasse havde et forløb om film i februar. De skulle tage nogle billeder, og derefter klippe dem sammen til en lille "tegneserie-film". Jeg må sige, at jeg var utrolig imponeret over resultatet. Under optagelserne havde drengene jagtet både køer og som på dette billede - marabu-storken! Godt arbejde.

I Kunst og håndværk begyndte vi efter jul på et sy-projekt. Opgaven var, at sy sin egen lille bamse helt fra bunden. Først skulle børnene finde på et passende dyr (Sebastian  valgte løve, Moses ørn og Elisabeth papegøje (man bor jo ikke i Afrika for ingenting!)), derefter tegne og tilsidst klippe, sy osv. Da jeg først havde fået lært dem at tråde en nål, ja så syede de bare derudaf uden større problemer. Jeg nød disse timer! Det var utrolig afslappende og hyggeligt, når projekterne blev fundet frem, musikken blev tændt og vi kunne sidde og hyggesnakke om stort og småt. Dog måtte emnet omkring "multi-tasking" tages op et par gange - især for drengenes vedkommene. Jep, det er hermed bevist!
Sidst i januar var der konference. Alle missionære fra Norsk luthersk mission og dansk luthersk mission, samledes i Hawassa. Nogle flyttede ind i lejlighederne, mens andre boede i små telte, rundt omkring på plænen. Hver dag var der bibeltimer, lovsang og endda en underholdningsaften, og mens børnene legede med elever fra Fjellhaug (højskole i Oslo), ja så var de voksne samlet til forskellige møder. Det var fantastisk at være samlet på den måde! Man ved og har hørt lidt om, hvad folk laver, men at man rent faktisk får lov, at møde folk, det er bare noget helt andet. Det mest fantastiske punkt på dagsordenen var, at høre om de forskellige projekter. Her gik det virkelig op for mig, at vi er en del af en større plan. Selvom min opgave virker nytteløs, så er den nødvendig for det overordnede mål og grunden til, at vi overhovedet har mennesker i Etiopien. Mennesker skal høre om Jesus! Og høre folk fortælle om de mange omvendelser, som lige nu sker, langt ude i buschen, ja det gav alle en ordentligt potion mod og vilje, til at fortsætte det gode arbejde!
En lørdag morgen midt i februar, kunne vi høre højlydt snak nede fra vandkanten. Mange etiopiere var samlet og Therese og jeg fornemmede at noget var galt. Vi gik derned, og dette var synet der mødte os. Vores baby-flodhest var død! Vi fik fortalt, at faderen om natten havde været oppe at slås med den lille fyr, og dette blev desværre udfaldet.

Vi vidste dog også, at sådan et stort dødt dyr, ikke får lov til at lægge der og rådne. Så om aftenen gik vi ned til vores hegn (som går helt ned til søen, og dermed endte tæt på babyen) for at holde øje med hyænerne. Og rigtigt nok. De kom listende, og havde allerede spist en stor del af dyret da vi kom. Næste morgen var ALT væk! Jeg var meget nysgerrig og en af vagterne spurgte, om vi ville med uden for hegnet. Jeg regnede med, at han havde styr på det, og gik med. Vi så desværre ikke noget, men hyænerne er gode til at gemme sig, og angriber for det meste ikke levende skabninger. Men at gå hen af vejen, i bulder-mørke og vide at de måske ligger lige ved siden af dig - ja det var godt nok en lille smule skræmmende!

Alle hverdage spiser Therese og jeg på skift hos missionærene. Det er en kæmpe fordel, da vi så ikke behøver at tænke på et varmt måltid mad hver dag. I weekenderne går vi tit ud og spiser. Hernede koster et stort måltid mad omkring 150 birr (50 dkk) inkl. drikkevarer! Nogle gange får man endda så meget mad, at man ikke kan spise op - overhovedet. Her er vi lige FÆRDIGE med at spise. Tak for mad!

Hunde er skadedyr i Etiopien, og render rundt i gaderne beskidte og syge. Derfor kan man få lov til at være en smule kreativ, som missionærbarn hernede. Dette er Iris kæledyr - Wooki. Hun rider en tur på ham næsten hver eneste dag! For det meste bliver æsler brug til at bære brænde, affald, hø eller vand på, så derfor kigger etiopierne også lige en ekstra gang, når der kommer et så flot æsel gående, med en lille pige på ryggen.


Her bor vi! En lille stue + køkken, 2 små værelser og en stor veranda. Det lille hus er toilettet og nogle meter væk ligger et bad. Faktisk er det kun halvdelen af huset, som er vores. Den anden halvdel er et hus helt magen til, som bliver lejet ud til gæster. Feriepladsen hvor vi bor, har ialt 10 sådan nogle huse. Det betyder også, at der for det meste er masser af internationale mennesker på pladsen, som man kan få sig en lille snak med. Som man kan fornemme, er billedet taget i tørketiden. I regntiden er græsset faktisk helt grønt!

Lige inden jeg rejste hjem til Danmark, sagde Moses (midten) til mig: "Hvis nu, at du har bare en lille smule plads i din kuffert, kunne du så ikke tænke dig, at tage nogle danske pølser med ned til mig? Jeg har nemlig hørt at de skulle være meget bedre, men det tror jeg ikke på, før jeg har smagt dem!" Jeg tog udfordringen op, og medbragte 4 kilo pølser til landet! Hele familien, Therese og jeg samledes til grill-hygge og resultatet for forrygende: Danmark vandt - stort!

Solen går ned klokken 19.00, og så er det så mørkt, at man ikke kan se en hånd for sig! Det betyder også, at Therese og jeg må finde på noget at lave. For det meste ser vi film eller danske serier (ja de er utrolig populære hos nordmændene). Ellers går tiden med forberedelse, skype, læsning, musik og en masse fantastiske samtaler.
I januar åbnede en italiensk isbutik nogle få meter fra os. Ejeren er selv italiener og laver den mest fantastiske is, til næsten ingen penge! Vi blev vist stamkunder i løbet af den første uge, og er siden kommet flittigt. Og når vi ellers får fat på noget lækkert frugt, ja så kan aftenhyggen krydres med sådan en tallerken her! Ikke dårligt!

En solrig søndag havde vi aftalt med missionæren Elisabeth, at vi skulle cykle en tur langs den smukke sø. Det blev en fantastisk tøse-tur på 3½ time og selvom vi havde ondt i rumpen dagen efter, ja så var det bare sådan en smuk oplevelse. Ikke langt uden for byen, bor folk i de små lerhytter, som man forbinder med Afrika, men som ikke kan ses inde i byen hvor vi bor. Børnene vinkede, på vejen kørte kun æseltrukne vogne og landskabet var helt fantastisk. Therese og jeg drømmer om en dag, at cykle hele søen rundt (over 100 km). Forhåbentligt får vi det også gjort.



"Herren din Gud er hos dig..."
- og mig!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar